Begyndelsen

Af Ursula Pirelli

”Det var sgu godt set!”

Journalist Helle Maj er stadig begejstret over, hvordan tingene udviklede sig for hendes og partneren Jørn Stjerneklars nystartede firma Mayday Press tilbage i 1989.

Jeg har sat parret i stævne på havnen i det lille fiskerleje Hout Bay på sydspidsen af det afrikanske kontinent. Byen hvor Mayday Press idag holder til. Mågerne skriger lystigt, når små børn fodrer dem med pommes frites på betonen foran Mariners Wharf. Men ikke højere, end vi stadig kan høre hinanden.

”Tja, det var nærmest fremragende,” supplerer Stjerneklar og hiver et gammelt, gulnet nummer af Månedbladet Press op af tasken.

”Se lige det her,” siger han og smækker bladet ned på bordet foran mig.

”Ham her tog vi med til Venedig i påsken '88 for at planlægge lanceringen af firmaet. Vi kunne begge se, at han potentielt kunne blive en langt bedre fotograf end datidens hotte navne som Saxgren, Stasig og den meget unge Grarup. Langt bedre.”

Og det kunne fotochef Poul Rasmussen på Månedsbladet Press heldigvis også. I juli/augustnummeret 1989 får den purunge, talentfulde fotograf Charlie Stjerneklar hele fem sider i bladet.

”For os betyder det alt, vi får markeret os iblandt de få københavnere, som dominerer dansk fotografi på det tidspunkt.”

Mayday Press melder sig hermed seriøst ind i konkurrencen om kunderne i hovedstaden, ikke mindst de mest interessante kunder, som på det tidspunkt er de store NGO'er, der kan finansiere de attraktive rejser til det store udland. Rejser, som fra starten er Maydays ambition at få del i. Især rejserne i Afrika med mulighed for at rapportere fra kontinentet.

”Vi hører senere, at Henrik Saxgren er rasende over, at Charlies billeder har fået plads i bladet. Henrik er über-fotoredaktør på Press dengang, men han har åbenbart været væk og så har Poul Rasmussen set talentet og smækket billederne i bladet. Personligt tror jeg, det handler om brødnid fra Saxgrens side. At han føler sig truet på pengepungen af det helt åbenlyse talent, Charlie besidder. Men det er selvfølgelig kun gætteri,” siger Stjerneklar.

Fotografernes København er dengang Indre by. Fotokollektivet 2. maj holder til i Skt. Peders Stræde, du har Press i samme bygning og Mayday slår sig ned i Pisserenden. Alle mødes på Sabines Cafeteria, hvor der ofte høres højlydte diskusioner fra koryfæerne Stasig og Saxgren om tidens store emner.

”Det var en god tid,” mindes Helle Maj. ”Fest og farvebilleder hele vejen igennem.”

”For fanden, da”, udbryder Stjerneklar. ”Men for at vende tilbage til gennembruddet i Press, husk på, at det er det førende medie på venstrefløjen, og det eneste sted for nyt fotografi dengang. Så vi på Mayday ser det jo også som et opgør med al den fissefornemme, nej det er ikke det rigtige udtryk, det er mere selvhøjtideligheden på det tidspunkt blandt fotograferne, som Charlie prøver at gøre op med. Desværre lykkes det ikke rigtig.”

Hvad sker der med Charlie efter han har været med til at få jer placeret på fotografernes Københavnerkort?

Spørgsmålet bringer en nærmest larmende tavshed til bordet. Selv mågernes skrig tones ned til næsten uhørlige hvæs, der får havluften til at dirre nervøst. Stjerneklar og Maj udveksler et sigende blik.

”Vil du eller skal jeg,” spørger Maj.

Stjerneklar tager en dyb indånding.

”Det gør sgu stadig ondt at snakke om, men eftersom det er så mange år siden, kan vi vel godt lade resten af verden få historien.”

Inden han fortsætter, bestiller vi en ny flaske Chenin Blanc til at få stemmebåndet løsnet.

”Vel godt to år efter, at Charlie som en komet har brændt igennem, kommer han en dag og siger til os. ”Jeg vil være bankmand!”

”Bankmand! Ingen af os tror, vi har hørt rigtigt. Men den er god nok."

Stjerneklar bunder sin hvidvin.

”Han forlader Mayday, tager alle sine negativer med sig, og det var så det. Han får simpelthen ikke den indflydelse på dansk fotografi, som vi håbede, fordi han bare står af,” konstaterer en tydelig mærket Stjerneklar, som har fået tårer i øjnene ved minderne.

”Jeg troede, jeg kendte ham. Vi er i familie, vi har boet i kollektiv sammen, jeg har kendt ham hele hans liv. Og så smask, lige op i fjæset på os, ingen advarsel, så er han ude og i gang med en karriere i Danske Bank.”

Mayday Press tager et lille dyk og de københavnske fotografer ånder lettede op. En seriøs konkurrent er væk.

”Derfra er det selvfølgelig lidt svært, men så rykker vi fuld tid til Afrika, hvor vi har været on and off, mens Charlie har kørt biksen i København de par år inden, han forlader fotografiet.”

Mayday Press er i dag et veletableret og kendt brand i dansk presse. Men hvor kommer navnet fra?

”Det er på turen hjem fra Venedig, hvor vi sidder og brainstormer sammen med Charlie,” fortæller Maj.

”Vi kører i tog og et eller andet sted i Alperne, der får vi talt os ind på Maj, som jeg hedder. At vi vil starte op i maj og at 2. maj er en konkurrent. Men også, at vi vil ud i verden og skal have et engelsk navn. Pludselig er den der – MAYDAY MAYDAY MAYDAY, folk vil ha' hjælp, og så er det bare at smække et Press på. Hvor svært kan det være,” smiler Maj.

Selvom emnet er ømtåleligt, overbeviser jeg parret om, at vi ikke kan være bekendt at lade læserne i stikken omkring Charlie Stjerneklars videre skæbne. Hans billeder nåede jo hele vejen til MOMA, hvor de er en del af den permanente samling.

”Det sidste vi har hørt er, at han i dag arbejder med lobbyvirksomhed. I et eller andet firma, der sælger alt fra våben og tobak til hele hospitalsløsninger for deres kunder. Men vi har også hørt, at han igen har investeret i et kamera, så måske han en dag vender ”hjem” og kan overtage Mayday Press. Det ville være også være godt for dansk fotografi, som jo ikke er blevet mindre selvhøjtidelig siden dengang,” slutter Stjerneklar.

Læs fortsættelsen her: