Gi' en hånd

Af Ursula Pirelli

Nanna Lüders stemme får lov at fylde rummet.

”Det er nok den værste sang, der nogensinde er lavet på dansk,” råber Jørn Stjerneklar hen over omkvædet. Han slukker vredt anlægget, der spiller 'Gi' en hånd til Afrika' i stuen.
”Hvad fanden tænkte konen på, dengang hun lavede sangen,” funderer fotografen og sætter sig ved det lange bord, der fungerer som skrivebord for Helle Maj i arbejdstiden og som spisebord for parret om aftenen.
”Hun har i hvert fald ikke haft kendskab til Congos historie,” siger Helle Maj.

Vi sidder bænket omkring de brede planker i mørkt ædeltræ, hvorfra der er en storslået udsigt til dalen, der er en del af fiskerlejet Hout Bay. Det er her Mayday Press' base ligger og har gjort siden 2005. Førhen har produktionsselskabet haft adresser rundt omkring i andre lande på kontinentet og også haft et kortere ophold på tre et halvt år i Californien, men det er en helt anden historie. Det der med USA.
”Vi flyttede officielt fra Danmark den 3/3 1992. Men da havde vi jo prøvet at bo i både Namibia og Uganda, inden vi valgte Kenya dengang,” fortæller Helle Maj.
”Uganda duede ikke i starten af halvfemserne, der var et fly om ugen til London og et fly om dagen til Nairobi, så selvom Kampala var både sjovere og havde bedre klima end den kenyanske hovedstad, blev det altså der, vi tog hen.”
”Vores udgangspunkt var og er, at det kan kun gå galt,” fortsætter Stjerneklar.

”En returbillet til København var den sikkerhed vi havde, og så var det ellers bare at klø på.”

Parret fik allerede et par dage senere i marts '92 et forvarsel om, hvor lidt Afrika interesserede medierne i Danmark.
”Jeg ringede til Peter Wivel, som var udlandsredaktør på Berlingeren dengang.”
Stjerneklar har fortalt om episoden før, kan man høre.
”Jeg har en fed historie fra Somalia,” starter jeg. ”NEJ”, råber Wivel. Jeg siger: "Vil du ikke høre ...." ”NEJ!”

”Jamen...”

”NEJ!” Og det var så det,” smiler Jørn Stjerneklar.

”Vi sad i vores køkken i Kenya en aften og lyttede til BBCs Afrikanyheder på vores lille kortbølgeradio. 12.000 drenge var på vej ned gennem det sydlige Sudan. Til fods. Næste dag sidder vi i en Røde Kors-flyver på vej til Kapoeta i Sydsudan for at høre drengenes vanvittige fortælling om deres flugt gennem et krigshærget land. Kanonhistorie. Vi var nummer to, hallooo, hallooo, nummer to i hele verden med nyheden. Og vi havde billederne,” fortæller Maj med en anelse af ironi i stemmen.
Helle Maj er udlært på Politiken og havde dengang gode forbindelser til avisen.

”Men redaktør Dreyer afviste at købe historien, fordi den ikke havde været bragt i andre medier! Ja, du hørte rigtigt. Jeg troede naivt, at avisen ville være glad for at få en nyhed heltfor sig selv.”
Helle Maj valgte at ringe til chefredaktør Jørgen Grunnet og brokke sig, og det gav pote.
”Han trumfede selvfølgelig Dreyer, men at vi skulle helt op til chefen-chefen for at få en gudehistorie på, fortæller om hvilke odds, vi var oppe imod, for at kunne leve i Afrika,” fortsætter hun.

Vendepunktet for Mayday Press bliver alligevel Somalia på trods af Wivels nej i marts 1992. I sommeren samme år beslutter de tre store NGO'er - Dansk Røde Kors, Red Barnet og Folkekirkens Nødhjælp - at lave en fællesindsamling til ofrene for sulten i Somalia. Mayday Press får af deres respektive pressechefer i de tre NGO'er et forspring på en uge til at sælge sig selv og historien, så de kan konsolidere deres fremskudte post på kontinentet med lidt kroner i kassen.
De får en aftale med Politiken om at skrive og lave billeder fra Somalia. Tror de. Men da der skal underskrives en kontrakt oppe på redaktionen, har en fastansat reporter fra bladet allerede bestilt en billet til katastrofen. Hans kone arbejdede i Red Barnet og havde tippet ham.
”Fuck, hvor var det tarveligt af ham og ikke mindst hende. Og det værste var, at manden allerede tre år før havde kostet os 120.000 kroner,” brummer Stjerneklar og uddyber:

”Da vi boede i Namibia i 1989, havde Helle fået lov til at skrive under et dæknavn til Politiken, fordi hun var i den sydafrikanske koloni som husmor. De kunne nemlig ikke lide journalister. Efter Helle havde ringet en historie ind fra Windhoek, sad han og redigerede lidt i den. Han ville ikke lade hende bruge hendes dæknavn som by-line på artiklen, så han slettede det og skrev Helle Maj i stedet for, selvom vi protesterede. Hvilket betød, at vi nogle måneder senere, da vi skulle ind i Sydafrika for at lave et kæmpejob for fagbevægelsen i Danmark, et stort lyd/dias-show, ja så havde sydafrikanerne fundet ud af, hvem Helle Maj var. De havde simpelthen oversat samtlige af hendes artikler fra Politiken og Ekstrabladet til både afrikaans og engelsk og havde sat os begge på den sorte liste, den med persona non grata. Det kostede os lige 120.000 kroner, mange penge dengang, mange penge i dag.”

”Ja, den journalist er stadig et bandeord i vores firma,” smiler Helle Maj.

Trods megen boren lykkedes det mig ikke at få Jørn og Helle til at røbe navnet på manden. Men Stjerneklar er åbenlyst deprimeret ved minderne om ham.
”Ok, det er så den mand, der senere forhindrer, at vi får en aftale med Politiken omkring Somalia. Vi sidder på redaktionen, kontrakten ligger foran os, Helle har kuglepennen i hånden klar til at skrive under, og så står han pludselig der og siger, at han rejser til Somalia.”
Jørn Stjerneklar bøjer hovedet tilbage og ser op på bjælkerne, der står rå og uforarbejdede i spænd over os.
”Hvis jeg skal sige det pænt, så er det ikke hans skyld, vi klarede skærene og stadig er hernede.”

Parret får dog afsat Somalia andre steder, og de næste tre år rejser de ind og ud af landet for at dække de forfærdelige begivenheder.
”Det var sgu hårdt dengang i '92,” siger Maj.

”Ikke bare al den sult og død, men de sindsyge drenge, der kørte rundt i gaderne skæve på khat, mens de terroriserede alt og alle. Det var skræmmende. Og vanvittigt,” kommer det tænksomt fra hende.

”Hvordan går det egentlig med somalierne i Danmark i dag?” spørger hun.

Stjerneklar gider ikke tale om Danmark.

”Somalia bliver vores gennembrud,” siger han begejstret.

”Det lyderselvfølgelig råt at sige sådan, men det er ikke desto mindre det, der gør, at vi får nok at lave og får råd til at etablere os med både Landrover og køleskab og en king-size seng i Afrika. 'Den enes død, den andens brød,' er et ordsprog som nu står og blinker i neon på mit indre filmlærred.

Er det jeres ordsprog i Mayday Press?
De to Afrika-kendere ryster synkront på hovederne. Gøg og Gokke? Fyr og Bi? Den Dynamiske Duo? Der er et eller andet med de to, der er bekendt.
”Nej, vi har et par andre ordsprog, som bedre dækker vores holdning til livet og verden,” fortæller Helle Maj.

”Det ene er: Why not? som stammer fra vores tid i Somalia.”
Stjerneklar fortsætter: ”Og det andet er Who knew?, som kommer fra en magasinforside, der hang på et lille værelse i Bukoba i Tanzania. I værelset lå en mand på gulvet. Han var ved at dø af AIDS.”

Dagens interview er ved at væreslut, men jeg vil have et svar på, hvorfor Nanna Lüders er hverken kosher eller halal hos Mayday Press.

”Teksten er plat, sangen dårlig og lige præcis så stereotyp, at Dansk Røde Kors genudgiver den i 2010. Dansk Røde Kors er nok den organisation i Danmark, der mest ihærdigt prøver at fastholde danskernes billede af Afrika som håbløshedens kontinent. Se på deres kampagne ”Afrika sulter og tørster” tilbage i 2011. Det kan ikke gøres meget værre,” konstaterer Stjerneklar.
”Men se også lige på de her billeder fra Congo, fra dengang landet var kong Leopolds ejendom."
Fotografen har fundet noglesort/hvide fotos fra hans roste udstilling "Manglende Hænder" frem på hans 17 tommer MacBook Pro.
”Hvad synes du selv?”

Ursula Pirelli er blevet hyret af Mayday Press til at skrive firmaets historie op til jubilæet den 8. maj. Dette er den anden af fire artikler.
Den første kan læses her.
Nummer tre findes her.

Stjerneklars videoblog om kampagnen "Afrika sulter og tørster" kan ses her: