TV til tiden

Af Ursula Pirelli

”Det var absolut ikke noget, vi var enige om”, kommer det klart fra Stjerne.

”Jeg havde det bare sådan, jeg skal sgu ikke lave tv. Det kostede en hel bondegård med fuld besætning dengang - bare at købe et kamera,” fortæller Maj.

”Det ville have kunnet knække firmaets økonomi allerede inden, vi for alvor havde fået etableret os i Kenya, der tilbage i starten af 1993,” fortsætter hun.

Vi sidder i Mayday Press' førerbunker. Foran os er fire store skærme. Der skal ses fjernsyn i dag. Lyset er behageligt dæmpet for at kunne føle billederne optimalt. Billeder der i dagens anledning er fra det rigtige Afrika. Nord for Limpopo.

”Det er den bedste beslutning, vi nogensinde har taget i forhold til Mayday Press. Jeg havde haft lyst til at lave film, siden jeg i kollektivet Stjerneklar havde været fotograf og medinstruktør på thrilleren 'Den forsvundne pølsemand'. Der er vi tilbage i 1977-78. Så selvom det var en udskrivning af de helt store at købe et BetaCam SP, fik jeg overbevist Majs om, at det var vejen frem. Det var også en anledning til nogle gode skænderier,” siger Jørn Stjerneklar med sit karakteristiske skæve smil.

Parret er kendt i vennekredsen for at kunne tilføje begrebet ”skænderi” helt nye dimensioner. Til deres bryllup i 1999 var hovedindholdet i stort set alle taler denne formidable evne til at kommunikere med hinanden.

”Vi tog 14 dages efteruddannelse i tv-nyheder på DJH i forsommeren 1993, købte kamera og lydudstyr for 250.000 kroner i juli, og i august/september lavede vi vores første dokumentarfilm. Som vi fik 250.000 for at producere. Vores ordsprog 'Why not' holdt igen, igen. Og endnu engang var det Somalia, der bar os frem,” siger Maj, der ikke typen der bærer nag til sin mand – her godt 20 år efter Mayday Press startede i tv-branchen.

”Så gik det stærkt. Vi havde lige afleveret dokumentaren 'Den Totale Katastrofe', som var finansieret af Dansk Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp og Red Barnet, da TV2 henvendte sig for at hyre mig som kameramand på en tur til Somalia. Der var jo vildt gang i krigen, det var lige i dagene efter det slag, der kom til at hedde Black Hawk Down. Så det var ikke svært at forhandle sig frem til en god dagshyre. Det blev til ni dage og 90.000 kroner i kassen”.

Stjerneklar ser helt glad ud ved tanken.

”Fantastisk tur. Jeg skaffede os adgang til den ene af de nedskudte helikoptere, som var styrtet ned foran en families lille rønne. Manden i huset fortalte om det sindsyge døgn med de dræbte amerikanere, siddende foran det sorte monster, den sorte høg. I baggrunden legede børn på vraget, der fungerede som klatrestativ og rotoren som vippe. Senere var vi nede foran Hotel Olympic, hvor vi interviewede et par stykker, der havde været med i slaget. Somalierne mistede langt over 1.000 gunslingers i de timer, kampene varede. Amerikanerne 18 mand. Det var et døgn, som ændrede USAs udenrigspolitik i mange år fremover.”

Desværre har Stjerneklar ikke rå-båndene fra den tur.

”Dem fik journalisten med hjem til Odense. Da de havde redigeret indslagene genbrugte de originalbåndene med mine optagelser til noget andet. Så det historiske materiale endte med at blive overspillet med billeder fra andedammen i Kongens Have.”

Stjerneklar fortsætter:

”Dagen inden vi fik 'Black Hawk'-optagelserne i kassen, have et japansk tv-hold mistet alt deres udstyr ved et væbnet røveri samme sted. Og overlevet til at fortælle os om det. Så det...”

Ordene får lov at hænge et par sekunder i førerbunkeren.

”Og jeg havde også helt unikke skud fra den grønne linie, som på det tidspunkt var det farligste sted på kloden at opholde sig. Men også de bånd blev genbrugt,” sukker Jørn Stjerneklar.

”Det var i øvrigt mærkeligt for mig personligt at være nede ved Hotel Olympic,” kommer det tænksomt fra fotografen.

”Jeg kendte en af de unge, som døde den nat i kugleregnen. Han døde vel som shaheed, martyr, men han var altså kun 14 år gammel.”

Stjerneklars minder får stemningen til at blive en anelse mat. Men samtidig har det givet mig en mulighed for at bringe et væsentligt emne på banen: Jeg har kendt parret i snart 25 år og ved, at de ikke kan spille hellige i forhold til at bruge deres egne børn til egne økonomiske formål.

Nu har I selv aldrig haft svært ved at bruge jeres egne børn til at tjene penge på? Skal de også ses som en slags martyrer?

Mit spørgsmål ser ikke ud til at ryste nogen af dem.

”Jeg ved ikke, om du kender ordsproget 'Skik følge eller land fly'. Eller det der med, at når du er i Rom, så gør som romerne?” Helle Maj kigger mig intenst ind i øjnene.

”Hvis nogen kan få ondt i røven af, at vi lader en 7-årig Nick Pierre få lidt biceps ved at drikke en 3-liters cola i modlys eller fremtræde nøgen i et badekar 10 dage gammel, så fred være med dem.” Helle Maj læner sig tilbage i stolen.

”Han fik da en burger som betaling. For det med colaen.”

”Jeg ved ikke, om du læser aviserne mere i Danmark,” følger Stjerneklar op retorisk.

”Men for et par dage siden stod der i Information, at Red Barnet i Danmark erkendte, at børnearbejde herude i virkeligheden er et faktum. Og i stedet for at himle op om, hvor galt det er i Afrika for de små poder, vil de i stedet prøve at forbedre arbejdsvilkårene for ungerne.”

Helle Maj tilføjer:

”Vi gav Nick en dobbelt whopper, ikke bare en almindelig en-dollar bøf, for at æde den burger i filmen, og han fik da også lov til at drikke alle tre liter cola.”

”Nu skal du også lige spise brød til, Ursula,” tilføjer Stjerneklar.

”Nick går i sin storebrors fodspor. Charlie Kurt lejede vi ud til andre fotografer. Vi scorede kassen, og han fik en is eller pølse. Nogle gange endda en hotdog. Og selvfølgelig ser Nick op til brormand, det er det, vi har prøvet at lære dem begge her fra Afrika. Respekt for dem, der er ældre end dig selv. Altid. Det kunne danskerne nok lære en hel del af.”

Stjerneklars blik er stærkt og intimiderende, da det rammer mig.

Er parret ikke lidt for hellige, trods alt? Med alt deres 'sådan gør man her på kontinentet'? Er de blevet for selvfede efter de mange år i relativ luksus? Svaret blinker i poolen i den ellers beskedne have, der ikke er større end en dansk koloni(have).

Vi er gået ud af mørket og har overladt monitorerne til det sydafrikanske el-selskab Eskoms nåde. Den yngste søn, Nick Pierre, blev til under en såkaldt 'brown out' i Manilla i '93, har parret fortalt mig. I Sydafrika hedder det 'load shedding' her i 2014, men meningen er den samme. Nul strøm i kontakterne, ingen lys i lamperne. Og hvad laver man så. Selv i arbejdstiden. Stjerneklar ser nervøs ud og overvejer at slukke for den dyre elektronik, men marts-solen varmer igennem og vinder.

”Det kan kun gå galt”, siger han.

Sensommeren er årstiden at være i Sydafrika. En heldigvis godt bevaret hemmelighed for alverdens turister. Helle Maj tænder en smøg og ser ud som om, det er den sidste, hun får lov til at ryge. Forever. Der bliver indhaleret.

Stemningen følger lyset og solens venlige varme.

”Hvad er den bedste opgave, I har haft for tv?”

Synkront kigger de begge op i den azurblå himmel.

”Ballonturen!” kommer det tostemmigt i kor.

Undskyld, hvis jeg gentager mig selv fra sidst; men hvad er det lige, der er så bekendt ved samstemmigheden? Er det 'Den Dynamiske Duo'? Måske? Jeg vil prøve finde ud af det i næste og sidste artikel.